Zentropa
ENG
Nymphomaniac klar til udgivelse i år


Lars von Triers kommende film Nymphomaniac forventes fædiggjort og klar til udgivelse inden årets udgang, det oplyser Zentropas salgsselskab TrustNordisk i en pressemeddelelse.

Projektet var oprindelig tænkt som en spillefilm, men planen blev siden ændret til to separate spillefilm. De mere end 100 timers optagelser indspillet over 11 uger sidste efterår er imidlertid af så høj kvalitet, at direktør Peter Aalbæk Jensen ifølge DR nu åbner døren for, at det kan ende med et endnu større projekt: 

”Lige nu har vi har materiale nok til enten tre film eller måske to film og en tv-serie. Men hvad det bliver, ved vi ikke endnu”, udtaler Peter Aalbæk Jensen til dr.dk/kultur.

Nymphomaniac handler om den 50-årige selv-diagnosticerede nymfoman Joe, der ser tilbage på et liv præget af en ustoppelig seksualdrift. Filmen har været omgæret af enorm interesse siden den blev offentliggjort, og ifølge Peter Aalbæk Jensen med god grund: 

”Filmen vil sandsynligvis blive Lars von Triers mesterværk. Den har et enormt potentiale i form af humor og storslået visuel kvalitet, og viser Lars von Trier når han er bedst. Lars har pt. klippet en fjerdedel af materialet, og det får en købmand som mig til at smile, når jeg ser hvordan lyst og latter går hånd i hånd i et drama som det her. Dette er Lars’ til dato mest ambitiøse film.”

Filmen har Lars von Triers mest stjernespækkede cast til dato med store internationale navne som bl.a. Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia LaBeouf, Jamie Bell, Christian Slater, Uma Thurman, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Mia Goth, Udo Kier og Jean-Marc Barr. Af danske skuespillere optræder bl.a. Jesper Christensen, Jens Albinus, Nicolas Bro og Cyron Melville.


12. februar 2013
CMS by SiteLoom